Fra teenager der ikke kunne løbe 2,6km til elite canicross atlet.

Det kræver hårdt arbejde og mange års dedikation at nå til de gode resultater. Alle er startet det samme sted, det gjorde Philip også da han som ung teenager begyndte at løbe. Man kommer ikke langt på rent talent alene. For Philip var det at udfordre sig selv en stor motivationsfaktor for at blive bedre. Igennem både hårdt arbejde og flere tilfældige begivenheder endte Philip som en dygtig canicross atlet der idag løber med sin unge eurohound Link.

I dette interview kan du læse om Philips rejse fra ung teenager der ikke engang kunne løbe et par kilometer uden pause til at blive en af landets hurtigste canicross atleter.

Hej allesammen, mit navn er Philip😊

Jeg har altid været glad for at løbe, men det var først da jeg gik ud af folkeskolen at det gik op for mig at det var noget jeg faktisk også var god til. Da jeg læste min udtalelse fra min gymnastiklærer, stod der ”Han er en god løber og kan godt lide at bevæge sig. Han har gode forudsætninger for at udvikle sig idrætsmæssigt”. Den udtalelse fik mig til at købe mine første rigtige løbesko og sætte et mål om at jeg ville løbe en runde omkring mit barndomshjem på 2,6km uden pauser. Det var hårdt og der gik lang tid før jeg indfriede det mål. Siden da har jeg løbet næsten alt hvad jeg kunne komme til.

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg brillerede mere på de kortere distancer, under 10km, og på det tekniske underlag. Dette bragte mig først igennem en hel masse lokale motionsløb, en masse crossløb, efterfølgende nogle år som atletikudøver med fokus på 400m, 800m og 1500m distancerne. Efterfølgende kastede jeg mig over OCR løb (Forhindringsbaneløb). Det blev til hele 50 starter til forskellige OCR løb, herunder to ture til europamesterskaberne i 2018 i Danmark og i 2019 i Polen.

Samtidig med dette fortsatte jeg med at udøve den helt traditionelle løbedisciplin med fokus på 5km (og et halvmaraton hist og her). Det har i skrivende stund gjort mig til indehaver af den imponerende samling af hele 196 startnumre, primært fra løb, nogle enkelte fra cykling, og så skal det selvfølgelig nævnes at kun meget få OCR løb brugte brystnumre.

Men hvad har alt dette med canicross at gøre tænker du måske?Jo, lysten til hele tiden at udfordre mig selv og prøve nye discipliner indenfor løbeverdenen fik mig til at støde på K9 Biathlon konceptet. Jeg havde en dejlig aktiv schæferhund ved navn Anna, som jeg tænkte var skabt til det. Det blev da også til podiepladser allerede i vores første tre deltagelser i løbet af det første år, og en dag efter løbet blev jeg kontaktet af nogle gode mennesker der nævnte noget med at de havde en canicross klub på Fyn, og de kunne jo se på min tilmelding at jeg boede i Odense. Så jeg blev spurgt om ikke jeg ville være med.

Jo tak, meget gerne, fik jeg vist sagt, og så begyndte det at gå stærkt. Jeg syntes det var helt fantastisk sjovt at dyrke min yndlingssportsgren sammen med min absolut bedste ven, og ikke nok med det så kunne jeg mærke på hende at hun syntes det var det fedeste!Det gjorde også pludselig min egen løbetræning meget sjovere, at jeg kunne have Anna med på nogle af turene, og så endda arbejde sammen.

Jeg blev hurtigt superstolt af vores resultater sammen. Fra 2022 til 2025 blev det til hele 10 podieplaceringer i forskellige canicross og K9 Biathlon løb. Under hele perioden har jeg bevidst holdt fast i den traditionelle løbesport, da jeg mener det er enormt vigtigt for mig selv at være i god form, når min hund skal have mig på slæb. Dette kan IKKE kun trænes ved at løbe canicross.Jeg har lige siden arbejdet dedikeret med løbets mange spændende aspekter, både løbeøkonomi, løbestil, kondition, mobilitet og styrke.

Hvor meget af vinterhalvåret går med canicross træning og konkurrencer, er kalenderen i sommerhalvåret ofte fyldt med lokale motionsløb, halvmaratons og deltagelse i nationale konkurrencer såsom DM crossløb, DM 10km osv. I år har jeg for første gang deltaget i DM halvmaraton og DM 5km. Det var en kæmpe stor oplevelse!

Jeg nåede at være med til canicross VM med Anna i 2024 i Italien hvor vi over to dage løb os til en 35. plads i senior kategorien.

Anna forlod desværre denne verden i juni 2025, da hun blev syg med en uhelbredelig hjernetumor. Selvom det var en utroligt hård periode, med sorg over at have mistet sin bedste ven, vidste jeg hurtigt at jeg ikke skulle give op på canicross ambitionerne. Så i juli 2025 blev jeg den lykkelige ejer af Link. En på det tidspunkt 7 måneder gammel Eurohound. Link er SKABT til canicross, og skabt til mig.

Link er nu blevet 1,5 år og dermed blevet gammel nok til at konkurrere. I hans første træningsperiode er jeg blevet blæst helt bagover af hans løbevilje og evne! Vi matcher hinanden helt perfekt, og dette har selvfølgelig også givet mig nogle tanker om fremtiden. Først og fremmest skal vi deltage i Canicross VM til november i Polen, hvor jeg har en ambition om en top-20-placering. Hvad fremtiden derefter vil bringe, må vi vente med at se, men jeg er spændt og glæder mig meget 😊

Men det er vigtigt at holde tungen lige i munden, og skruen i vandet osv. Der skal trænes! Link skal trænes og jeg skal trænes. Hvis man vil nå toppen, skal man også mene det. Derfor er store dele af mit liv også tilpasset til og har omdrejningspunkt omkring min egen og Links træning.

Jeg mener dog stadig at det skal være sjovt at træne og konkurrere! Det er absolut det vigtigste.

(og så skal der selvfølgelig være plads til en Nutella mad og en halv liter is en gang eller syv om ugen).

I kan følge min og Links rejse på Instagram her: @Hustcanicross